Toggle navigation
Lager- og logistikoperatør

Lager- og logistikoperatør

Hold styr på lageret og logistikken

Lager- og logistikoperatør

Du søger ind via hjemmesiden optagelse.dk - søg ind på: Lager- og terminaluddannelsen

Du kan også kontakte os på telefon 9633 2211 for at få hjælp til tilmeldingen på optagelse.dk.

Du er garanteret en plads på uddannelsen, hvis du på forhånd har en uddannelsesaftale.

Hvad laver en lager- og logistikoperatør?

Er du god til at holde styr på logistikken? Og har du lyst til at arbejde med bl.a. at modtage, registrere og udlevere varer på et større eller mindre lager? Så kan det være, at uddannelsen som lager- og logistikoperatør er noget for dig.

Når du vælger lager- og terminaluddannelsen hos AMU Nordjylland, får du et godt indblik i hverdagen inden for jobbet, og du lærer at bestride de mange forskellige typer opgaver, som arbejdet består i. Du lærer bl.a. at:

  • modtage, pakke, registrere og forsende varer.
  • håndtere farligt gods på sikker vis.
  • benytte de sidste nye tekniske hjælpemidler inden for branchen.
  • foretage status af varer på lager.
  • anvende innovative transportteknologier til fx pakning af varer i lastbiler.
  • bruge din viden om lagerindretning, herunder placering af varer.

Derudover lærer du om arbejdsmiljø, ergonomi og sikkerhed, og du får certifikat til gaffeltruck.

Vi kan hjælpe med læreplads: Virksomheder mangler lærlinge

AMU Nordjylland har kontakt til virksomheder, der mangler en lager- og logistiklærling.
Kontakt: Uddannelseskonsulent Jimmi Juul på tlf. 9633 2262 eller e-mail: jimm@amunordjylland.dk



Uddannelsens opbygning

Lager- og terminaluddannelsen veksler mellem oplæring og skole.

Du starter på grundforløb (1+2), som varer 20 eller 40 uger.

Efter grundforløbet går du videre til hovedforløbet, som er delt op i to trin. Hvis du vælger at gennemføre begge trin, varer hovedforløbet 2 år og 6 måneder (længden på uddannelsen kan dog variere lidt):

Trin 1: her uddanner du dig som lagermedhjælper, og du kan vælge at afslutte din uddannelse herefter.

Trin 2: du kan også vælge at gå videre til uddannelsens Trin 2, hvor du vælger ét af de følgende to specialer:

  • Speciale 1: Lager- og logistikoperatør
    Dette speciale er for dig, der gerne vil arbejde på et lager med logistik og lagerstyring.
    Arbejdsopgaverne omhandler bl.a.:
    • Forsynings-, distributions- og indkøbsstyring.
    • Modtagelse, pakning, registrering og forsendelse af varer.
    • Sikker håndtering af farligt gods.

Efter endt uddannelse kan du for eksempel arbejde for en webshop, lagerhotel, godsterminal eller hos en tømmerhandel.

  • Speciale 2: Lager- og transportoperatør
    Det andet speciale er for dig, der drømmer om et job, hvor du kan veksle mellem at arbejde på lager og køre lastbil.
    Arbejdsopgaverne omhandler bl.a.:
    • Lagerarbejde som fx modtagelse, pakning, registrering og forsendelse af varer.
    • Transport af varer med lastbil (både nationalt og internationalt).
    • Transport af varer mellem en virksomheds forskellige afdelinger.

Som en del af uddannelsen får du lastbilkørekort (kategori C), og du kan eksempelvis finde arbejde hos en webshop eller en tømmerhandel, hvor du både styrer lageret og kører ud med varerne.

Længden på din uddannelse kan variere

Flere faktorer spiller ind i opbygningen og længden af din uddannelse. Dit uddannelsesforløb skræddersyes efter dig og dine erfaringer, og her spiller det ind, om du fx:

  • er over eller under 25 år.
  • har mere end to års relevant erhvervserfaring.
  • har en anden uddannelse.
  • begynder direkte efter folkeskolen eller et år efter.
  • vælger at starte din erhvervsuddannelse ved at gå i lære direkte hos en mester.

Hvis du er over 25 år, kan du få lavet en RKV (realkompetencevurdering) for at se, om du kan få afkortet længden på din uddannelse. Kontakt vores uddannelsessekretærer for at høre mere om dine muligheder eller tilmeld dig RKV her.

Videreuddannelse med gode karrieremuligheder

Du har gode muligheder for at bygge videre på din uddannelse, når du har uddannet dig til lager- og logistikoperatør.

Du kan fx vælge:
  • Overbygningen som lager- og terminaldisponent.
  • Logistikøkonom.
  • Akademiuddannelsen i international transport og logistik.